Foredrag og forkyndelse fra Omvendelse.dk
Har I brug for en til at holde et foredrag om kristendom, eller vil I have en prædiken der bygger på Guds ord?
Indtil videre er der mulighed for at vælge mellem de emner der står her nedenunder. Men har I et andet ønske er I velkommen til at kontakte René Vester og finde ud af om han kan undervise I det. Det er også muligt at han kan henvise til andre bibellærere og forkyndere. Både fra folkekirkelige og frikirkelige kredse.
Hvad koster det?
Alt har en pris, men i dette tilfælde behøver I kun betale transporten, da det ikke er forkyndelse René Vester får sin indtægt igennem. Men transportprisen kan skam også være høj nok. Det vil derfor være billigst i Jylland. Kontakt info@omvendelse.dk og få en pris.
Emner som René Vester taler om:
Hvad er vigtigt?
Alt for ofte mister vi fokus på det der er vigtigt, også blandt kristne. Vi fokuserer mere på de kendtes liv, vores fladskærmstv, og på at have et godt selvværd og en positiv selvforståelse. Men det er vigtigere at vide hvorhenne man skal ende i evigheden. For der er kun to steder, Himlen eller Helvede. Der findes ingen steder imellem. Hvem kommer hen det ene sted, og hvem kommer hen det andet sted? Hvad siger bibelen egentlig? Hvordan er der i Helvede, kan det virkelig passe at der er så forfærdeligt, og kan en god Gud virkelig finde på at sende mennesker derhen? Og hvorfor egentlig?
Dette er et stærkt evangelistisk budskab, som samtidig er en opfordring til kristne om at fortælle andre evangeliet.
Hvordan kan jeg blive bedre til at fortælle andre om Jesus?
Det kan godt være svært at finde ud af, hvordan vi kan give det gode budskab om Jesus Kristus til andre. Er det muligt at fortælle det så de kan se sig selv som syndere der har brug for tilgivelse og omvendelse? Hvordan kan det gøres, og hvad siger Paulus og Peter om dette. Og Hvordan gjorde Jesus egentlig dette?
Det er også vigtigt at undgå de to grøfter hvor vi enten kun taler om de positive ting, eller kun om Helvede og synd. Med baggrund i bibelen og vækkelseshistorien vil der også blive set på dette område.
Hvordan bliver man egentlig frelst?
Mange har en mening om dette. Men hvad siger bibelen egentlig? Og hvilken betydning kan det få for dem der har en forkert forståelse af hvordan man bliver frelst? Dette er en meget vigtig undervisning at få for kristne i dag, for vi er nødt til at prædike Jesus på den bibelske måde, hvis vi virkelig vil have at mennesker skal komme i Himlen og undgå evig dom.
Hvordan kan jeg afsløre falsk lære i kirken?
Kirkerne har altid været plaget af falsk lære. Under Paulus var det gnosticismen der prøvede at lede de udvalgte vild. I dag hedder det emergent church og søgervenlige gudstjenester. Men hvordan kan jeg uden at have læst til præst, se hvad der er fra Gud og hvad der er fra den onde. Siger Jesus noget om hvordan vi kan holde os selv frie fra lære der ikke kommer fra Ham?
Hvad har bibelens skildring af Samson, at sige til kirken i dag?
Samsons liv og kaldelse har en stor lighed med den moderne kirke i dag. Hvordan kan vi bruge historien om Samson til at finde ud af hvordan den kristnes liv skal være i følge Guds ord, og ikke i følge mennesker? (Dette er også et glimrende emne at tage op i ungdomsgruppesamlinger, da der er nogle elementer hos Samson som unge nemt kan forholde sig til).
Fortællinger til børn
Hvis mødet har en form som gør, at der også er børn tilstede, vil der være mulighed for at jeg også fortæller små bibelhistorier først, med dramastykker. Jeg har arbejdet en del med at fortælle børn historier fra bibelen, så det både er bibelsk og forståeligt for dem. De historier som jeg indtil videre gør brug af er:
Husk at sige tak til Gud
En fortælling med udgangspunkt i Jesu helbredelse af de ti spedalske, hvoraf kun en sagde tak.
Lignelsen om manden der fandt en perle
Om en mand der var villig til at betale alt han havde, for en perle han bare måtte have.
Lignelsen om kvinden der havde mistet en værdifuld mønt
Om den glæde vi får når vi finder ud af hvor stort det egentligt er at kende Jesus.
Kontakt René Vester fra Omvendelse.dk på info@omvendelse.dk hvis I ønsker at få et af ovennævnte foredrag/forkyndelse i jeres menighed/fælleskab. Betaling afhænger mest af hvorhenne i landet, I ønsker besøg. Det vil derfor være billigst at få besøg i Nordjylland og Midtjylland, af geografiske årsager.
Med venlig hilsen
René Vester
Ansvarlig for omvendelse.dk
Det er meningen at omvendelse.dk med tiden vil udbyde flere forkyndere end René Vester, og dermed også flere emner.
|